Kara-te som betyder tom hånd, er en kampsport hvor man benytter sin krop til af forsvare sig med. Karates oprindelse er fra Okinawa, hvor den almene borger var nødsaget til at beskytte sig uden våben, grundet våbenforbud.
Da man bruger sin krop til at forsvarer sig med stiller det bl.a. krav til kordination, fysik, balance og smidighed. Igennem karatetræningen vil den enkelte karateudøver automatisk se en forbedring af de ovennævnte punkter.
Grundstenene af karate startede ca. omkring 500 år ef. kr. hvor Bodhi-Dharma (en budistisk munk) drog fra Indien til Kina for at udbrede Zen-buddhismen. Han endte i Honan-provinsen, hvor Shorin-ji (Shaolin)-klosteret ligger. Bodhi-Dharma ønskede at undervise munkene i klosteret, men de var i så dårlig fysisk form, at Bodhi-Dharma var nødt til at få dem i god form, for at de kunne lære om Zen.
Bodhi-Dharma sammensatte 18 øvelser (I-chin-ching), som styrkede munkenes fysiske og mentale tilstand. De 18 øvelser gjorde også muligt for munkene at forsvare sig mod ofte forkomne overfald fra røvere. De 18 øvelser blev populærer blandt munkene og blev senere til 170 øvelser, som dannede grundlag for kinesisk Kempo. Øvelserne blev lavet ved at munkene studerede forskellige dyr og brugte deres forsvars og angrebsbevægleser.
Bevægelserne fra de mange dyr blev senere (13’tende århundrere) grupperet i 5 grupper. Derefter begyndte der at blive udviklinget mange forskellige stilarter i Kina. Fra Kina udbredte kampsystermerne sig til Korea, Okinawa og Japan.
I 1400-tallet blev der udstedt våben forbud på Okinawa, hvilket satte stor gang i det at forsvare sig med hænder og fødder. Denne udvikling blandet med kinesisk Kempo resulterede i Okinawa-te, som har udvilket sig videre til forskellige kampsystemer, f.eks. Shuri-te og Naha-te.
